Gå til hoved indhold

Tilsynsrapporter

Socialtilsyn Hovedstaden, Styrelsen for Patientsikkerhed og Arbejdstilsynet fører tilsyn på Josephinehøj. Tilsyn gennemføres løbende som anmeldte og uanmeldte tilsyn.

Socialtilsyn Hovedstaden er en offentlig myndighed, som har til opgave at føre tilsyn med, om de sociale tilbud, herunder Josephinehøj har en tilstrækkelig høj kvalitet. Socialtilsynet undersøger, om beboerne får den hjælp og støtte, de har behov for. Der er tale om et generelt tilsyn med kvaliteten på Josephinehøj og ikke et personrettet tilsyn i forhold til den enkelte beboer.

Under et tilsynsbesøg vurderer Socialtilsynet tilbuddet, på baggrund af valgte temaer fra kvalitetsmodellen.

Efter et tilsynsbesøg modtager tilbuddet en rapport, med en samlet vurdering af kvaliteten på tilbuddet og hvor de berørte temaer er scoret fra 1-5, hvor 5 er det bedste. Tilsynsrapporten lægges på Tilbudsportalen.

”Det er socialtilsynets vurdering, at Bofælleskabet Josephinehøj er et veldrevet tilbud til målgruppen, og at tilbuddet arbejder med faglige tilgange og metoder, som vurderes relevante for tilbuddets målgruppe, og bidrager til trivsel og udvikling for den enkelte borger.”
Udsagn fra Socialtilsyn Hovedstaden 2022

Mere information om kvalitetsmodellen:

Kvalitetsmodellen

Mere information om Socialtilsyn Hovedstaden:

Socialtilsyn Hovedstaden

Styrelsen for patientsikkerhed fører tilsyn med det sundhedsfaglige virke og fører risikobaserede tilsyn og proaktive tilsyn. Ved et risikobaseret tilsyn udtrækkes et tema. Det kan f.eks. være temaer såsom sektorovergange eller medicinhåndtering. Herefter udtrækkes steder, de vil besøge, på baggrund af det pågældende tema. Et proaktivt tilsyn udspringer oftest af klagesager og henvendelser fra patienter, pårørende eller andre offentlige myndigheder samt på baggrund af mediesager.

Et tilsynsbesøg fra Styrelsen fra Patientsikkerhed er altid anmeldt. Varslingen før tilsynsbesøget varierer mellem en dag og seks uger.

Efter et tilsynsbesøg vurderes det sundhedsfaglige virke på en skala fra 0-3, hvor 0 er det bedste.

Mere information om Styrelsen for patientsikkerhed:

Tilsyn med bosteder - Styrelsen for Patientsikkerhed 

Arbejdstilsynet Arbejdstilsynet fører grundtilsyn og specialtilsyn på arbejdsmiljøområdet.

Grundtilsyn er et tilsyn, hvor Arbejdstilsynet ser på de væsentlige arbejdsmiljøproblemer på en arbejdsplads. Et grundtilsyn sker altid uanmeldt.

Specialtilsyn er tilsyn, hvor Arbejdstilsynet fokuserer på en udvalgt del af en arbejdsplads eller udvalgte arbejdsmiljøproblemer. Et specialtilsyn kan ske uanmeldt men kan også være anmeldt for at sikre at de rette personer er til stede.

Mere information om Arbejdstilsynet:

Tilsyn - Arbejdstilsynet